Hans Rønne griber publikum med sin monolog om det væsentlige i tilværelsen: Livet.

Her er en mand, der altid har været tilsmilet af forsynet.

Lidt aldersskavanker har holdt deres indtog.

Men så ligger Ældresagens ubønhørlige breve i postkassen.

Godt nok har han ingen formodet udløbsdato, men han må nu erkende, at han befinder sig i livets efterår.

Stykket beskæftiger sig med tankerne om liv og død, når alderen uvægerligt kommer tættere og tættere på. Hvordan drømmer man om at forsone sig med tanken om at ophøre og samtidig fortrøstningsfuldt give sig hen til de sidste kapitler i livet med både håb og glæde.

Ingen kan som netop Hans Rønne gribe livets store spørgsmål og kaste dem ud til publikum på en måde, så man sidder åndeløs og beriget tilbage.